Så er det i aften, at vinderen af den landsdækkende konkurrence Vores Kunst skal findes.

Nils Erik Gjerdeviks bud på et kunstværk til trekantsområdet tager sit afsæt i de omgivelser, kunstværket skal indgå i – nemlig det lokale. Det er et stedsspecifikt værk, som forsøger at fortælle stedets historie og overraske dets beskuere. Ambitionen har været at foretage et greb, som kæder forskellige steder i området sammen, men som samtidig også historisk peger på udvikling og dynamik - forandring. De tre store 40 meter lange højspændingsmaster har Gjerdevik bearbejdet, lagt ned, så de udgør en skulpturel form, som forholder sig til marken og dens træer samt til vejens passerende biler. Masternes og kablernes funktion har ændret karakter, ligesom de også har fået nyt udseende. Nu skyder de skråt op af den flade jyske muld som en klar lilla og orange himmelstræbende skulptur og om natten i en mere selvlysende udgave af samme. Værket kan således ses døgnet rundt og forener og erobrer det offentlige rum gennem tilstedeværelsen af det forbipasserende og det permanente på en og samme tid.

Kunstekspert Charlotte Bagger-Brandt begrunder udvælgelsen af Nils Erik Gjerdevik i konkurrencen med følgende ord:

"Vi har valgt Nils Erik Gjerdevik fordi hans malerier, tegninger, objekter og installationer rummer en poetisk raffineret stramhed og løssluppenhed. Gjerdeviks håndtering af rummet, eksemplevist det tomme rum i tegningen eller på lærredet, synes vi bliver interessant udfordret af brakmarkens udstrakte landskab. Gjerdevik arbjeder i sine værker med forskydninger ved hjælp af mønstre, ornamenter, diagonaler, punkter, grids, der skaber værker der er levende og umulige at fastholde."

Læs mere om projektet Vores Kunst via nedenstående links

http://www.dr.dk/Voreskunst/kunst/kunstnere/20110620124317.htm
http://www.dr.dk/Voreskunst/nyheder/20111026150610.htm